Whala! Bávaro og udflugter

Spørgsmål: Hej Ragnhild og Anders.

Vi er to piger på henholdsvis 17 og 18 år som bor sammen i en lejlighed i Svendborg. Vi kunne rigtig godt tænke os at komme til Den Dominikanske Republik til januar og har kigget et hotel der hedder Whala! Bávaro som ligger i Punta Cana. Vi ville høre om i kender til hotellet og om i vil mene at det er et godt sted at bo?

Og så er vi også rigtig interesseret i nogle af de udflugter som vi kan læse om på siden her, det lyder virkelig spændende.

Er det et land som er ansvarligt at rejse alene til når vi er to unge piger, eller hvordan er det med det?

Håber på at vi hører fra jer.
Mvh. Emma og Charlotte.

Svar: Hej Emma og Charlotte. Hyggeligt at få jeres email. Min mand, Anders Bøgebjerg, er faktisk også fra Svendborg (Thurø), så verden er lille.

Mht hotellet Whala, så er det ikke noget luksushotel og ikke det helt store at skrive hjem om, hvis I forstår. Jeg ved at Spies bruger hotellet til deres kunder  – vi bruger det ikke til nogle af vores kunder. Det er til gengæld billigt og ligger ned en super strand i et hyggeligt (og sikkert) område med en del små restauranter i nærheden. Jeg skulle nok mene, at hotellet vil være helt okay for to unge piger som jer…med mindre I er vandt til lidt luksus, når I rejser, for det er det bestemt ikke. Hvis I ikke har booket endnu og gerne vil have tilbud på et andet hotel, så kan jeg sagtens sende jer dette.

Hvornår I Januar regner I med at tage afsted? Der er jo pukkelhvaler her fra ca. midt januar og indtil marts, så det kunne være, at I er interesserede i at komme på sådan en tur? Vi har ikke så mange ture, på Punta Cana guiden (endnu), men I kan kigge på vores firmahjemmeside http://www.grouppalmera.com, hvor I finder en del flere at vælge imellem.

Mht om det er sikkert for jer at rejse alene, så JA. Selvfølgelig skal man lige tænke sig lidt om, som man skal alle andre steder i verden, især hvis I går ud om aftenen. Men Punta Cana er et sikkert sted og det eneste I nok vil komme til at opleve er, at I vil få en del opmærksomhed fra de lokale gutter her. Det er meget normalt, især som unge piger, der rejser alene som jer. Jeg håber, at det var svar som I kunne bruge. Hvis der er mere I vil spørge om, eller lign., så skriv endelig igen.

Venlig hilsen,
Ragnhild.