10 råd til stranden

  • Husk solcremen – og helst med en rigtig høj faktor! Rigtig mange turister kommer til Punta Cana og tror, at de kan nøjes med en faktor 15 eller faktor 30 og så ligge direkte i solen hele dagen lang. Det er ofte de samme turister, som på andendagen af deres ferie ligner en kogt hummer! Det er så ærgerligt at få ferien ødelagt, fordi man ikke har respekt for solens skarpe stråler. Du har en uge eller mere til at blive brun, så der er tid nok. Jeg har boet i Punta Cana i 8 år og bruger faktor 50 og lægger mig i skyggen … også selvom jeg fra naturens side har mørk hud (min mor er filippiner).
  • Pas på middagssolen! Den er, som du sikkert allerede har hørt, rigtig skarp. Læg dig under et palmetræ i stedet for ude i solen.
  • Drik masser af vand dagen igennem, når du er på stranden, så du ikke bliver dehydreret (især hvis du er aktiv på stranden), og hold lidt igen med alkoholen.
  • Husk at få noget at spise, så du ikke går helt nedenom og hjem. Lidt frugt dagen igennem eller salte nødder/chips kan gøre underværker.
  • Lad værdifulde genstande blive i pengeskabet på hotelværelset. Du skal alligevel ikke bruge dem. Hvis du skulle få lyst til at gå en tur langs stranden og stikke hovedet inden for i en souvenir shop, så tag lidt kontanter med.
  • Pak telefonen ind. Skal du absolut have din telefon eller andre elektroniske genstande med på stranden, så pak dem i en zip lock plastikpose, så du undgår at der kommer vand eller sand ind i dem.
  • Svøm ikke uden for de afmarkerede områder i havet. Når du kigger ud i havet, vil du se, at der ofte ligger et reb med plastikkugler, som markerer grænsen for, hvor du må svømme ud til. Vær opmørksom på, at der til tider kan være stor trafik på havet, og at der sejler speedbåde, katamaraner, og lign. forbi, så rebet er der for din sikkerhed og bør respekteres.
  • Kan du ikke svømme, så kig dig efter en livredder. Nogle steder er der livreddere på stranden, men kan du ikke få øje på en, så find eventuelt en af hotellets sikkerhedsvagter og spørg, om han vi holde øje med dig – hvis du ikke har dine venner/familie med på stranden. Kan du ikke sprogligt kommunikere med vagten (han taler højst sandsynligt kun spansk), så peg på vagten, derefter på dit ene øje og så på dig selv og havet. Du kan også låne en redningsvest i vandsportscenteret på stranden. Hvis der er store bølger og det blæser, så overvej situationen en ekstra gang – måske er det bedre bare at hoppe i swimming poolen.
  • Har du børn med på stranden, så husk at holde øje med dem hele tiden!
  • Gå en tur langs stranden … der er masser af spændende ting og områder at se på.