Sygdom under ferien - Dansk Punta Cana Guide

Sygdom under ferien

Hvis du uheldigvis skulle blive syg, mens du er på ferie i Punta Cana, anbefaler vi naturligvis, at du går til lægen. De fleste hoteller har et 24-timers “medical center” på stedet – spørg i receptionen, hvor det ligger, da det typisk vil ligge lidt gemt af vejen. Lægen vil typisk ikke behandle dig, men sende dig på det hospital som de samarbejder med – Centro Medico Punta Cana, Hospiten, eller IMG Punta Cana.

Bor du i en villa eller i en lejlighed (Airbnb), så kan du enten tage på skadestuen på et af byens hospitaler eller på privatklinikken, Punta Cana Doctors, der ligger i Puntacana Village i nærheden af lufthavnen. De tilbyder også hjemmebesøg. Vi bruger selv Punta Cana Doctors, da vi foretrækker en mindre lægeklinik, hvor betjeningen er mere personlig.

Det kan være dyrt at gå til lægen eller komme på skadestuen, så vi anbefaler altid at du tegner en rejseforsikring!

Bliver du dog alvorligt syg eller kommer til skade, så er det muligt, at de ikke har midlerne og maskinerne til at behandle dig på privatklinikken og i så fald må du på hospitalet. Både Centro Medico Punta Cana, Hospiten og IMG som er de primære hospitaler i Punta Cana, er ret gode!

Husk altid at medbringe dit pas, kreditkort og rejseforsikring, hvis du skal til lægen. Ofte kan det være en fordel, hvis du selv lægger ud for regningen hos lægen eller på hospitalet og sender kvitteringen til dit forsikringsselskab bagefter. Det vil ofte være nemmere for alle og gå meget hurtigere. Men husk gerne at en tur på fx skadestuen godt kan tage tid, da hospitalet først skal i kontakt med din rejseforsikring og have en garanti på betalingen, inden de kan behandle dig.

Mange turister kommer en tur til lægen, fordi de fx ikke har drukket nok væske og er blevet dehydreret, fordi de har fået for meget sol eller har fået dårlig mave. Med lidt sund fornuft kan du selv gøre meget for at undgå disse problemer:

1. Drik altid masser af vand i løbet af dagen og undgå at spise for meget rå mad som fx sushi, frugt, salat, m.m.

2. Brug masser af solcreme med høj solfaktor (minimum spf 30) og smør dig ind hver 1-2 time, afhængig af hvor meget du går i vandet og/eller sveder.

3. Undgå at opholde dig direkte i solen især midt på dagen og tag gerne en hat på. Søg skygge eller gå lidt indenfor hvis vejret er for varmt.

4. Spis lidt lokal yoghurt hver dag, som kan hjælpe med at holde maven i orden.

5. Vask hænder og brug håndsprit efter toiletbesøg samt før du spiser.