Der er efterhånden rigtig mange gode restauranter rundtomkring i Punta Cana, og det bliver mere og mere populært at spise ude – både for de lokale og turister, som gerne vil opleve den lokale madkultur.
Restaurant-scenen ændrer sig konstant i Punta Cana, så det kan nogle gange være svært at følge med. Men der er en nogenlunde fast gruppe af rigtig gode restauranter, som har eksisteret i flere år og som vi håber ikke går nogen vegne lige foreløbigt.
Vi kan ikke lægge alle byens restauranter på hjemmesiden, men vi forsøger at plukke dem som vi synes bedst om. Vi arbejder ikke sammen med nogle af restauranterne på denne side, så det er nemmest at bestille bord via restauranternes egen hjemmeside. Og vi hører også meget gerne fra dig, hvis du har spist på en eller flere af restauranterne og gerne vil dele ris og/eller ros med os.

Restauranter i Bavaro:
Du kan finde flere forskellige restauranter i Bavaro området omkring Plaza Turquesa på Avenida Alemania. Her finder du bl.a. Citrus Restaurant & Lounge, Dolce Italia, Bella Napoli Pizzeria, m. fl.
Lige rundt om hjørnet fra Plaza Turquesa ligger Plaza Coral Village (stadig på Avida Alemania), hvor du kan spise på steakhouse La Bruja Chupadora, indisk på Pranama, eller sushi på Unagi.
Er du mere til at spise på stranden, har du flere muligheder på Bavaro Beach. De mest berømte strandrestauranter på stranden ved Los Corales området i Bavaro er Huracán (Hurricane) Café og Soles Bar, som i år (2022) har 20 års jubilæum!
Et stykke længere sydpå også på Bavaro Beach finder du den berømte Jellyfish Restaurant, som ligger mellem Melia Caribe Beach / Melia Punta Cana Beach og Lopesan ressorterne. Jellyfish har eksisteret i rigtig mange år og er især et populært sted at holde bryllup.
I det lille plaza Paseo San Juan, som ligger lige ved siden af San Juan Shopping Center på Avenida Barceló finder du en af byens bedste restauranter – Noah. Der er som regel altid fyldt både til frokost og aften, så kom tidligt.

Restauranter i Cabeza de Toro:
Midt imellem Bavaro og Punta Cana ligger området Cabeza de Toro, hvor du udover hoteller bl.a. finder Pearl Beach Club Punta Cana. Det er et fantastisk sted, hvor du nemt kan tilbringe dagen med at bade i havet og i swimmingpool, spise og drikke. De har ofte events og koncerter, og du skal have en reservation for at komme ind. Hvis du skal være der det meste af dagen, anbefaler vi at leje en cabana ved den store swimmingpool!

Restauranter i Punta Cana:
De bedste restauranter i Punta Cana ligger henholdsvis i Punta Cana Village, Blue Mall Punta Cana samt i Puntacana Resort & Club. Punta Cana Village og Blue Mall Punta Cana er to shoppingcentre, der ligger nogenlunde side om side på Carretera Aeropuerto lige udenfor Punta Cana lufthavn.
Vores favoritter i Punta Cana Village er den italienske restaurant Mamma Luisa, La Cava, og La Taberna de Pepe.
I Blue Mall finder du et par forskellige restauranter, hvoraf vores favorit er SBG Punta Cana!
Det kan være lidt sværere at komme til restauranterne i Puntacana Resort & Club (med mindre du bor på Westin eller Tortuga Bay hotellerne eller i en af de mange private udlejningsvillaer)! Men her finder du nogle rigtig gode restauranter, som bl.a. inkluderer strandrestauranten Playa Blanca og The Grill i klubhuset på La Cana golfbanen. Skal du ud og spise rigtig fint en aften, så kan vi anbefale Bamboo på Tortuga Bay hotellet og La Yola i marinaen.

Restauranter i Cap Cana:
I Cap Cana Resort kan du spise i marinaen eller på luksushotellet Eden Roc Cap Cana! Restauranterne i marinaen (Marina Nord) er super hyggelige især om aftenen, hvor man kan sidde udenfor og der ofte er live musik i weekenden. Vores favoritter til aftensmad er Bohemian Tapas & Wine Bar, Dolce Italia, Nakamura og Aura.
På Eden Roc Cap Cana hotellet kan du spise en fantastisk frokost på La Palapa med udsigt over havet og stranden. Eden Roc er det eneste hotel på den Dominikanske Republik, der er medlem af Relais & Chateaux – det er luksus og det er dyrt! Om aftenen kan du også spise på hotellets fine dining restaurant Mediterraneo (reservation er påkrævet).
Hvis du hellere vil spise et lidt mere afslappet (og knap så dyrt) sted på stranden i Cap Cana, så kan vi anbefale enten Juanillo Grill & Beach Club (tidligere Little John Beach) eller på Api Beach House, der ligger på stranden i Cap Cana Marina (Marina Syd).
Transport:
Vil du ud og spise i byen og har du brug for en transport, kan du booke via formularen nedenfor. Transportprisen afhænger af, hvilket hotel du bor på, hvor du skal hen samt antal personer!
Bemærk venligst at vi ikke bestiller bord på de restauranter der er nævnt på denne hjemmeside. Kontakt venligst restauranterne direkte via deres hjemmeside, Facebook eller Instagram profiler for evt. bordbestilling samt info omkring åbningstider. Vi tjekker ikke om restauranterne er åbne i forbindelse med bestilling af transport!