Har du lyst til at tage en tur rundt i Punta Cana for at se, hvordan området ser ud, er der mange måder at gøre det på. Mange turister spørger ofte, om det er sikkert, at bevæge sig uden for hotelområderne. Nogle folk har måske hørt diverse historier eller er blevet advaret om, at det er farligt at gå uden for hotellets mure – og det er syndt. I de 8 år jeg har boet i Punta Cana, har jeg aldrig på noget tidspunkt følt mig utryg ved at færdes rundt i byen – hverken dag eller nat. Punta Cana er en forholdsvis lille by, og folk er generelt meget afslappede. I mine øjne er det farligere at gå rundt i f.eks København end i Punta Cana.
Transport er aldrig noget problem, og alt efter hvor eventyrlysten du er, kan du benytte dig af følgende muligheder:
Den mest bekvemme måde at komme rundt på, er at bestille din egen minibus med chauffør enten HER (med engelsktalende chauffør) eller hos din lokale guide. Du kan således i ro og mag aftale på forhånd, hvor du gerne vil hen, hvor længe du vil være ude, og hvad prisen er. Har du lyst til at køre en tur uden for Punta Cana og se på andre byer, kan det også være en fordel at have en chauffør med, som både kender landet og taler spansk.
Vil du ud og se landet på egen hånd og leje en bil, er dette naturligvis muligt. Der er for nyligt åbnet en ny motorvej fra Punta Cana til La Romana, og i fremtiden kommer denne nye vej til at føre helt til Santo Domingo. Du kan også køre ad den nye motorvej og videre på den gamle til Santo Domingo og fortsætte nordpå til nordkysten af den Dominikanske Republik, men du skal vide at det er en lang tur (længere end det umiddelbart ser ud på et kort!). Turen til Santo Domingo tager nu ca. 2 timer og ca. 3 1/2 – 4 timer hvis du skal til nordkysten. Skal du leje en bil og have gode råd med på rejsen, kan du kontakte os HER.
Alle hoteller i Punta Cana har en lille taxa station enten inden på hotellet eller lige uden for porten. Hvis du beslutter dig for at tage på bytur i sidste øjeblik, kan du altid spørge i receptionen efter en taxa, som kan hente dig i løbet af få minutter. Du kan være heldig at få en chauffør der taler engelsk, men oftest taler de kun spansk. Det er ret dyrt at køre i taxa i Punta Cana, og der er faste priser på turene. En taxa fra Punta Cana lufthavnen til Barcelo Bavaro Beach, Barcelo Bavaro Palace Deluxe eller Melia Caribe Tropical hotellerne koster f.eks. ca. USD 30-35. Hvis du beslutter dig for at bestille en taxa, som skal køre dig frem og tilbage, så sørg for at få prisen på forhånd og betal ham først, når du er tilbage på hotellet igen!
Skal du virkelig opleve den lokale transport, kan du tage med bybussen, som i daglig tale kaldes for en “guagua”. Der kører busser rundt i Punta Cana hele dagen igennem, og de stopper alle vegne, hvor der er folk, der skal af og på. Bemærk at der er ingen busstopsteder som i Danmark med skilte og køreplaner. Du stiller dig simpelthen ude på vejen, og når du ser bussen, så vinker du af den for at få den til at stoppe. Nu kører der jo rigtig mange busser rundt i Punta Cana, så hvordan ved man, hvilken en der er bybussen? Som regel hænger der en mand halvt ud af fordøren, som kigger efter passaseger og tager imod betaling. Det er relativt billigt at køre med bus og koster ikke mere end et par dollars – afhængigt af hvor langt du skal hen. Når du skal af igen, er der ingen klokke du kan ringe på, så du må banke lidt i gulvet eller fløjte eller råbe lidt op…
Hvis du er typen der er rigtig eventyrlysten og ikke er bange for trafikken, kan du tage en “moto concho”, som er en af de mange knallerter, der kører rundt i byen. Blandt de lokale er dette nok det mest almindelige transportmiddel. Du kan nemt genkende dem – chaufførerne har typisk en orange eller gul vest på. De kører allevegne på alle tider af døgnet, og når de ser dig stå ved vejen eller komme gående, så pifter de oftest af dig, for at se, om du skal med. Her skal du prutte om prisen, og som regel kommer du til at betale mere end de lokale, fordi du er udlænding! De prøver som regel altid at snyde med prisen – går den, så går den. Har du aftalt en pris, som du er tilfreds med, så er det bare om at hoppe op og holde godt fast. Husk på, at der kan nemt sidde to passaseger på en knallert!
Har du overhoved ikke lyst til at køre rundt i trafikken, kan du vælge at gå. Det sidste års tid er der blevet bygget fortove rundt omkring i Punta Cana, så folk nemt og bekvemt kan komme sikkert rundt på gåben. Husk på at være opmærksom, hvis du går rundt i byen…og husk endelig at tage solcreme på og tag eventuelt en flaske vand med i tasken.