Når man bor på et af de store all-inklusive hoteller, så sker det ofte, at man ikke kommer så tit udenfor – især ikke for at spise, og det er egentlig lidt syndt, for der ligger mange gode restauranter rundt omkring i Punta Cana. Der ligger naturligvis en masse små spisesteder, der serverer dominikansk mad, men p.g.a. de mange udlændinge, der bor i området, vil du også kunne finde restauranter der serverer italiensk, thai, mexikansk, internationalt, seafood, m.m.
De bedste tidspunkter at spise ude i byen er enten til frokost eller til aftensmad. Hvis du ikke ved, hvor der er godt at tage hen, så brug denne guide eller spørg din lokale rejseguide på hotellet.
“When in Rome, do as the Romans do” … sådan lyder et berømt ordsprog, og her anbefaler vi, at når du er på den Dominikanske Republik, så bør du prøve at spise rigtig dominikansk mad en dag! Dominikanerne spiser deres hovedmåltid til frokost, og tager du ud omkring middagstid, finder du en sand travlhed på de små, lokale spisesteder. Folk der er på arbejde tager typisk ud og spiser i stedet for at tage en madpakke med hjemmefra, for dominikansk mad er både godt, billigt og enormt mættende.
Sørg for at tage tidligt ud til frokost. Kommer du senere på eftermiddagen, f.eks. ved 13.30-14.00 tiden, kan du simpelthen risikere, at der ikke er mere mad tilbage! Dominikanerne spiser “la bandera dominicana” som betyder “det dominikanske flag” og består af hvide ris, brune bønner i sovs, kød og lidt salat. Dette er den helt traditionelle frokost, som smager rigtig godt. Køddet er forskelligt, og du kan ofte vælge mellem kylling, oksekød eller svinekød, som enten kan være stegt eller kogt i en sovs med lidt grøntsager a la en gulasch. Bliver du tilbudt “moro” er dette en anden slags ris … det er ris som er kogt sammen med små bønner, så det hele bliver rødbrunt og smager fremragende.
Hvis du kommer et sted, hvor du kan spise “chivo con ron” som er “ged i rom”, så gå endelig ikke glip af denne fantastiske ret, der serveres med ris. Retten minder meget om en gulasch, køddet er så mørt som smør og har en rigtig god smag.
Hvis du ikke er så vild med ris men hellere vil have kartofler eller pommes frites, så prøv den dominikanske variation, som hedder “tostones”. Det er stegte plantaner, som det minder lidt om en grov pommmes frites.
Sidst men ikke mindst bør du smage den dominikanske nationalret, som er en “sancocho”. Det er en meget gedigen suppe, der består af 7 slags kød (hvis den er lavet rigtigt), forskellige grønstager og rodfrugter. En super ret som dominikanerne er meget stolte af.
Når du spiser ude, skal du være opmærksom på, at der oftest er inkluderet 10% drikkepenge i regningen. Dette sker helt automatisk per den dominikanske lov, men har du fået en god betjening og var maden god, så er det normalt at lægge drikkepenge ved siden af svarende til 5-10% af regningen. Husk at medbringe kontanter, når du skal ud og spise – det er ikke alle steder du kan betale med kreditkort.
På de følgende sider angiver vi prisniveauet for de forskellige restauranter:
$ = Billigt
$$ = Rimeligt
$$$ = Dyrt