Hoteller

Punta Cana er den største turistdestination på hele den Dominikanske Republik, og det er her du finder den største koncentration af hoteller. Langt de fleste hoteller ligger inden for større ressorts som typisk har mellem 2 og 5 hoteller. Nogle er små mens andre har flere tusinde værelser, så der kan være godt flydt i højsæsonen som starter d. 1. november og slutter efter påske. I denne periode rejser de fleste danskere til Punta Cana, og der vil også være mange turister fra andre lande i Europa samt fra Rusland, USA og Canada. Jul, nytår og påske er de travleste perioder på året, så hvis du ved at du vil rejse i julen kan det anbefales at booke dit hotel i rigtig god tid (helst mere end 6 måneder i forvejen) for at være sikker på at der er plads på det ønskede hotel. Lad være med at vente og tro, at du kan få en bedre pris, hvis du booker i sidste øjeblik. Det sker med 99% sikkerhed aldrig i Punta Cana! Du risikerer tværtimod bare, at du ikke kan få et eneste værelse i byen. Det er sket før. Nogle hoteller giver en “Early Booking Bonus”, dvs. en rabat hvis du booker i rigtig god tid, som oftest ligger på 10 – 35%.

Om sommeren er der stadigvæk masser af turister i Punta Cana, men det er mest folk fra Latin Amerika, der kommer på dette tidspunkt af året. Der er  naturligvis også turister fra alle mulige andre lande, som rejser henover sommeren og efteråret, men ikke nær så mange som om vinteren og foråret. Fordelen ved at rejse i lavsæsonen er, at priserne på hotellerne falder, og der er ofte rigtig gode tilbud at hente. Der er heller ikke så fyldt i poolen eller på stranden. Ulempen ved at rejse i lavsæsonen er, at hotellerne ofte lukker nogle af deres restauranter og barer i kortere eller længere perioder, da de ikke kan fylde dem op, og der derfor ikke kan betale sig for dem at holde dem åbent hver dag.

Prismæssigt skal du vide, at jul og nytår er den travleste og dyreste periode på alle hotellerne i Punta Cana. Højsæsonen starter officielt d. 1. november, og indtil omkring d. 20. december er priserne rimelige (selvfølgelig afhængigt af hvilket hotel der er tale om). Den 20./21. december bliver hotelværelserne generelt dobbelt så dyre og falder så igen omkring d. 3. januar indtil d. 20. januar, hvorefter de så stiger igen.

Har du mulighed for at rejse i perioden 3. – 20. januar / 1. maj – 30. juni / 1. september – 31. oktober får du oftest de allerbedste priser.

Hotellerne i Punta Cana ligger alle ved stranden og er (på nær et par enkelte) alle “all-inklusive”, hvilket vil sige at al mad og drikke er inkluderet i prisen for hotelværelset. Der er et par hoteller, hvor du kun betaler for værelset eller kun får morgenmaden med. Alle hotellerne har buffet restauranter, der serverer morgenmad, frokost og aftensmad samt a la carte restauranter, der har åbent til aftensmad. Derudover serveres der typisk snacks om eftermiddagen. Barerne ved poolen og stranden har som regel åbent dagen igennem og serverer drikke uden alkohol samt forskellige alkoholiske drikkevarer. Den lokale alkohol (rom, vodka, m.m.) er inklusiv, men ønsker du “premium” alkohol betaler du ofte ekstra for dette. Det samme gælder vin. Husvin er inkluderet (men er ofte ikke særlig god med mindre du bor på et luksushotel), og der kan bestilles andre vine fra vinkortet, hvor der så skal betales ekstra per flaske.

Inden du vælger, hvilket hotel du vil bo på, kan det anbefales at du overvejer følgende:

  • Hvor meget luksus ønsker du? (De almindelige stjerner er svære at gennemskue i Punta Cana, da stort set alle hotellerne mener at de er 5-stjernede uden i virkeligheden at være det).
  • Vil du bo på et stort, all-inklusive hotel eller et mindre og mere hyggeligt hotel?
  • Rejser du med børn og skal hotellet være børnevenligt?
  • Rejser du alene/med din ægtefælle, kæreste, venner, familie og skal hotellet være “kun for voksne” (der er hoteller, hvor børn og unge under 18 år ikke er tilladt).
  • Spiller du golf og skal hotellet have en golfbane tilknyttet? (Hvis du bor på et hotel med egen golfbane, betaler du typisk USD 35-75 for en buggy som er obligatorisk).

Næste spørgsmål vil naturligt være – hvornår er det bedste tidspunkt at rejse til Punta Cana? Og hvad med vejret?

Du skal vide, at vejret stort set er godt hele året rundt. Officielt er der to regntider i Punta Cana – en i maj og en i september/oktober. Månederne fra juni til oktober er officielt sæson for orkaner, og der kan være risiko for at løbe ind i en tropisk storm eller en orkan. Punta Cana er dog ikke rigtigt blevet ramt af en orkan siden 2004. Der har været et par stykker, der er kommet tæt på uden at ramme og forårsage alvorlige skader. De sidste 8 år har der været tropiske storme i området, men de har ikke været noget at prale af. Normalt når det regner i Punta Cana, så regner det oftest om aftenen og om natten, mens der er tørt og solrigt dagen igennem samt en let svalende brise der fra havet. Hvis det regner om dagen, kommer det typisk som en ordentlig byge der varer ca. 10-15 minutter, hvorefter solen kommer frem igen.

Temperaturen er meget stabil året rundt og svinger kun mellem 5 og 10 grader. Om sommeren kan der blive op til 35 grader, mens vintermånederne byder på temperaturer mellem 27-30 grader. Naturligvis er vejret ikke noget der hverken kan kontrolleres eller garantiseres, men de sidste par år har det været sådan. Et godt sted at tjekke vejret er www.wunderground.com

Klik på billederne for at se dem i et større format