De første indbyggere: Taino Indianerne

Den Dominikanske Republiks historie begynder ca. 650 år f.Kr., da Taino Indianerne første gang kom til øen, der senere ville blive kendt som Hispaniola. De kom oprindeligt fra Arawak stammerne i Sydamerika, hvorfra de migrærerede nordpå, udforskede det Caribiske hav og endeligt bosatte sig bl.a. på øen Hispaniola. De kaldte landet for Quisqueya, som betyder “det store land”.

Taino Indianerne havde gylden, mørkebrun hud, sort hår og skrå øjne. De var dygtige til bl.a. at lave kanoer og andre ting af træ, til at lave krukker og skulpturer af ler, og til at væve tøj af bomuld. De brugte tøj (eller mangel på tøj) til at signalere både status i samfundet samt ægteskabsforhold. Mændene gik typisk uden tøj eller med lændeklæde. Ugifte kvinder gik nøgne, mens gifte kvinder dækkede deres kønsdele med et forklæde lavet af bomuld eller palmeblade. De gik med smykker, som ofte var lavet af guld, og til særlige lejligheder malede de deres ansigter og kroppe.

Taino samfumdet var opdelt i hirarkiske kongeriger. Hvert kongerige bestod af 3 klasser – en arbejderklasse, underhøvdinger og adelen som bestod af præster, medicinmænd og høvdinge. Da Columbus først kom til øen eksisterede der 5 kongeriger.

Selvom Taino høvdingene var mænd, havde kvinderne en enorm magt i kongerigerne. Det var netop kvinderne, der bestemte, hvem der skulle være høvding.

Taino Indianerne boede i landsbyer på op til 3000 personer. Høvdingene boede i små, firkantede hytter (caneyes) som stod midt i landsbyen. De gik med scepter som var udskåret i træ og knive af slebet sten som symboler på deres autoritet. Høvdingene havde ofte flere koner og giftede sig strategisk med kvinder fra andre kongeriger for at skabe magtfulde alliancer. De kontrollerede indsamlingen, distributionen og handel af føde, de organiserede festlige lejligheder og bestemte hvornår de skulle gå i krig.

Derudover fungerede høvdingene også som spirituelle ledere og ansås som leddet mellem de levende og de dødes ånder som de kontaktede ved specielle ceremonier, hvor dans, musik samt hallucinationer frembragt af planter og rødder indgik. Taino Indianerne troede på at ånderne kunne helbrede de syge, forudsige fremtiden, sikre jordens frugtbarhed samt løse konflikter.

De var meget spirituelle og gik meget op i at vise deres taknemmelighed til deres forfædre og spirituelle væsner som de kaldte for Zemi. De dyrkede adskillige guder som f.eks. Yucahu (den usynlige himmelgud), Atabey (Yucahus moder, alle gudernes moder samt vandguden), Juracan (den vrede og onde stormgud), Boinayel (regnguden) og Maketaori Guayaba (underverdenes gud).

Taino Indianerne levede både af at spise dyr som de jagtede (fugle, krybdyr, orme, m.m.) og afgrøder som de dyrkede (kartofler, hvidløg, squash, bønner, rodfrugter, jordnødder, m.m.). De Indianere, som levede nær kysterne, supplerede en stor del af deres daglige føde med fisk og andre dyr som de fangede i havet.

Da Columbus kom til Quisqueya var der omkring 3 millioner Taino Indianere, men de forsvandt hurtigt. 20 år efter var der ca. 60,000 Indianere og 30 år efter ankomsten var der kun ca. 5,000 Taino Indianere tilbage.

Det meste af Taino kulturen og sproget er gået tabt med årene. På forskellige museer på den Dominikanske Republik kan man se de kanoer, lerkrukker, skulpturer, m.m. som Taino Indianerne lavede. I underjordiske huler og grotter kan man stadig se billeder som Taino Indianerne skar og malede i klippevæggene og enkelte Taino ord findes og bruges stadigvæk i nutidens sprog.

Ord som barbacoa (grill), hamaca (hængekøje), canoa (kano), tabaco (tobak), juracan (orkan) samt navne på planter og dyr er bevaret og bruges den dag i dag.