
Del 1: Kaffeplanterne dyrkes
Hvis du nogensinde har været på ferie i Punta Cana, har du sandsynligvis også smagt den dominikanske kaffe.
Hvad syntes du om den?
Vi hører ofte kommentaren, at den dominikanske kaffe ganske enkelt smager af mere, den er fyldig og ikke så bitter.
Det er næsten umuligt at tale om den Dominikanske Republik uden at tale om kaffen, der er en vigtig del af landet og kulturen. Der produceres årligt mellem 350,000 – 500,000 poser kaffe på den Dominikanske Republik, ca. 80% forbliver i landet og resten eksporteres til bl.a. USA og Canada.
Den kaffe, der dyrkes her, er Arabica kaffe, samt enkelte variationer som inkluderer bl.a. Tipica, Caturra, Catuaí, Burbon og Mundo Novo. Arabica kaffen stammer oprindeligt fra Etiopien, og er den mest almindelige kaffesort i verden. Omkring 75-80% af al kaffe, der dyrkes i verden er Arabica.
Siden 1730erne har den Dominikanske Republik dyrket kaffe, og i dag findes der omkring 50,000 kaffe producenter i hele landet. Langt de fleste producenter har dog kun relativt små plantager (mindre end 3 hektarer), og mange sælger deres bønner til større producenter som fx Dominican Sierra Group, Inc., der bl.a. producerer den berømte Santo Domingo kaffe.
På den Dominikanske Republik dyrkes der kaffe i 6-7 områder (Cibao, Bani, Azua, Ocoa, Barahona og Juncalito), hvor vejrforholdene og jorden er særlig fordelagtig.

Kaffen vokser i disse frodige bjergområder, og særligt i højder mellem 600 – 1,450 meter over havet. Den optimale temperatur for kaffeplanten er mellem 15 og 24 grader. De fleste steder i landet vokser planterne i skyggen af fx fyrretræer, macadamia nøddetræer, eller guava-træer.
Den Dominikanske Republik har nogle helt særlige vejrforhold med jævn regn fordelt på hele året og en jævn temperatur. Dette giver en længere vækstperiode, hvor kaffebærerne har mulighed for at modne langsomt, hvilket igen skaber en kaffebønne af bedre kvalitet.
Selve kaffeplanten kan blive op til 9 meter høj, men trimmes typisk til omkring 2 meter for at gøre det nemmere at plukke bærerne. Det kan dog tage 3-4 år, før kaffeplanten begynder at bære frugt, og der går yderlige 3-5 år, før plantens produktion når sit højeste punkt. Eftersom kaffeplanten kan blive mere end 100 år gammel, er der dog god tid til (forhåbentlig) at dyrke og høste en masse bønner.
Størstedelen af den dominikanske kaffer dyrkes økologisk, selvom kun få kaffeplantager har fået et officielt ”økologimærke”.
Afhængigt af hvor kaffeplanterne vokser på den Dominikanske Republik, kan der høstes kaffebær (også kaldet kirsebær) fra oktober/november måned og indtil maj/juni.
Del 2: Kaffebærerne høstes (produktion)

På den Dominikanske Republik modnes kaffebærerne langsomt på kaffeplantens grene og skifter farve undervejs. Når de bliver helt røde, er de modne og kan plukkes. Det er et hårdt arbejde, der foregår med håndkraft for at sikre, at kun de modne bær plukkes. De bær, der endnu ikke er klar, får lov at sidde lidt endnu, indtil også de er klar til at blive plukket.
Høsten starter i oktober/november måned, afhængig af hvor kaffeplanten vokser.
Hos Dominican Sierra Group, Inc., der bl.a. producerer den berømte Santo Domingo kaffe, skal kaffebærerne senest 24 timer efter høsten placeres i specielle gæringstanke i mellem 12 til 48 timer, hvor naturlige enzymer løsner frugtkødet fra selve bønnen.
Herefter bliver kaffebønnen vasket i rent vand, inden de skal lægges til tørre. Frugtkødet bruges ikke (måske til kompost), det er bønnen der er guldklumpen. Kaffebønnen har to halve dele og ligner lidt en peanut. Nogle gange findes der dog 3 bønner indeni frugten, og andre gange er det hele vokset sammen til en stor bønne.

Kaffebønnen kan enten tørre i solen, hvor de lægges på store cementflader i lange rækker, omkring 5 cm i højden. Mens bønnerne ligger her, skal de vendes ca. hver halve time for at sørge for, at de tørrer jævnt på alle sider og fx ikke ligger og mugner i bunden. På de små kaffeplantager rundtomkring på den Dominikanske Republik foregår tørringsprocessen typisk på denne måde. Det er relativt nemt og kræver ikke den store økonomiske investering.
Det er dog uden tvivl en meget omhyggelig proces, der tager en uges tid (6-7 dage). Bønnerne kan også lufttørres i specielle maskiner som de fx bruger hos Dominican Sierra Group, Inc.
Kaffebønderne skal helst tørres til det punkt hvor de indeholder 12% fugtighed – så er de helt perfekte.
Inden kaffebønderne ristes er de faktisk hvide-grønne og stort set lugtfri. De får først deres dybe, brune farve og specielle aroma, når de bliver ristet. Hvor meget og hvor længe bønnerne ristes afhænger af, hvor kraftig kaffen skal være og hvilken smag der ønskes. Det er en proces der kræver høj ekspertise og erfaring for at opnå den helt perfekte balance samt en kvalitet, der er konstant.
Del 3: Santo Domingo kaffe
Går du en tur i supermarkedet her på den Dominikanske Republik, vil du med garanti finde den røde/hvide pose med Santo Domingo kaffe. Det er den mest udbredte og mest populære. Det er også den kaffe langt de fleste turister går efter, hvis de skal have en pose med hjem som souvenir.
Der findes dog også mange andre mærker – både almindelig (billigere) og gourmet (dyrere) kaffe. Firmaet Dominican Sierra Group, Inc., der producerer Santo Domingo kaffen, producerer også andre mærker som Induban Gourmet, La Cafereta, Dominicano, Café Tinto, Café Pilon og Café Supremo.
Firmaet begyndte tilbage i 1945 og blev grundlagt af Manuel de Jesus Perelló Báez. I dag sidder firmaet på hele 95% af kaffemarkedet på den Dominikanske Republik!
Firmaet har deres plantager rundtomkring i landet, bl.a. i områderne Azua, Bani, Barahona, Cambita, El Cercado, Hato Mayor, Peralta og Moca.

Deres kaffeplanter starter med at vokse i store drivhuse, hvor temperaturen og fugtigheden kontrolleres. Herefter plantes de ud i plantagerne og får lov til at gro, indtil planterne bærer frugt.
Hele processen, som starter efter høstningen af kaffefrugterne, er styret af et kæmpe maskineri, der gør processen meget mere strømlignet og kontrolleret – alt sammen for at opnå den højeste kvalitet.
Når bønnerne er blevet vasket, når frugtkødet er blevet adskilt fra bønnen, og bønnen er tørret og ristet, opbevares kaffen i store siloer.
Her får den lov til at hvile, inden den skal males. Bønnerne bliver sendt gennem nogle automatiske kaffemøller. Bønnerne males af adskillige omgange og ved stuetemperatur for at bevare så meget af dens aroma som overhoved muligt.
Der foretages løbende kontrol for at sikre, at kvaliteten er i top. For eksempel har man et hold eksperter, såkaldte ”kaffesmagere”, der smager på kaffen som er brygget på de forskelligt ristede kaffebønner. Det foregår nogenlunde som en vinsmagning. Eksperterne vurderer bl.a. kaffens fylde, aroma, smag, syreindhold, m.m.
Når bønnerne er malet, er de klar til at blive pakket i specielle kaffeposer og distribueret til butikker, restauranter, caféer, osv., landet over…og verden over.
Santo Domingo kaffen eksporteres bl.a. til Canada, USA, Spanien, Ungarn, Rusland, Aruba, St. Marten og Jomfruøerne.
På den Dominikanske Republik anses kaffe for at være den non-alkoholiske nationaldrik. Her i landet drikkes den dominikanske kaffe på mange forskellige måder, men uanset hvordan den drikkes, så nydes den.

Dominikanerne drikker ikke kaffe i spandevis, som mange andre mennesker gør. De fleste Dominikanere drikker traditionelt deres kaffe i en lille kop, nærmest som en espresso. Det kaldes ”un cafecito”, der betyder ”en lille kaffe”. En traditionel cafecito er stærk (kraftig) og, så skal der masser af sukker i.
De drikker den stort set alle sammen – rig og fattig, ung og gammel. Som Abdallah Castillo, direktøren for det dominikanske turistkontor i Canada har udtalt:
På den Dominikanske begynder vi at drikke kaffe fra omkring 8 års alderen. Det er en del af os. (…) Jeg husker, da jeg var barn, lavede jeg is af Santo Domingo kaffe. Så du kan forestille dig, hvad denne kaffe betyder for os. Det er en del af os, af alle dominikanere.
Læs mere om Santo Domingo kaffen her: https://dominicansierragroup.com/