BESTIL DENNE UDFLUGT
Når du besøger Den Dominikanske Republik, er der 4 ting, du bør tage med hjem fra ferien: Cigarer, rom, kaffe og chokolade. På denne tur har du mulighed for at købe alle disse varer på samme sted – og få historien om produkterne!
Et besøg i El Mundo Autentico (oversat: Den autentiske verden) er en hyggelig måde at tilbringe et par timer på din ferie i Punta Cana. Du vil se, røre, lugte og smage på nogle af de unikke produkter, som den Dominikanske Republik er kendt for.
På den lille cigarfabrik kan du se, hvordan cigarerne bliver rullet i hånden. Hop med på en gratis rundvisning og hør om, hvordan man egentlig laver en god cigar fra bunden, hvad den består af, og hvor lang tid det tager fra en cigar rulles til den kan ryges. Du har også mulighed for at kigge ind i humidoren, hvor cigarerne opbevares og modnes. Kan du gætte hvor mange cigarer der opbevares? Der er flere end du tror!
I chokoladeafdelingen kan du lære alt om kakao og om, hvordan en simpel kakaobønne kan blive til den lækreste chokolade. Den Dominikanske Republik er den største kakao-producent i Caribien og producerer både økologisk og Fair Trade kakao. I de seneste år er der dukket adskillige chokoladeprodukter af høj kvalitet, lavet af dominikansk kakao, op på markedet, fx Kahkow som i 2019 åbnede en butik i New York. Fra Danmark kender vi Peter Beier, der bruger dominikansk kakao fra sin egen plantage på den Dominikanske Republik.
Stik også gerne hovedet indenfor i det lille kaffemuseum, hvor du kan lære om, hvordan kaffe dyrkes, høstes og bliver ristet. Du kan også se, lugte og røre ægte, ubehandlede kaffebønner og få en lille kop friskbrygget kaffe.
I baren kan du se og smage et udvalg af dominikansk rom eller få en klassisk Mojito, Cuba Libre (rom og cola), osv. Dette er også et godt sted at nyde en drink, mens du venter på, at transporten henter dig og kører dig tilbage til dit hotel.
Efter din tur får du masser af tid til at shoppe i den runde butik, hvor du finder et stort udvalg af souvenirs, malerier, rav- og Larimar-smykker, m.m. Larimar er den smukke turkisblå sten, som kun findes på den Dominikanske Republik.
Turen varer normalt ca. 2 timer, men du bestemmer selv, hvor lang tid, du ønsker at være her. Når du er ved at være klar til at tage retur til dit hotel (ca. 20-30 minutter inden), er det en god ide at give dem besked i butikken, så de kan ringe efter din chauffør. Transporten kører som en shuttle, så det er muligt, at der bliver lidt ventetid, inden der kan være en chauffør klar til at hente dig.
Husk at medbringe følgende på denne udflugt:
- Kamera
- Penge (kontanter) til køb af souvenirs. Ved betaling med kreditkort kommer der et gebyr oveni på ca. 3-5%.
Værd at vide:
- Udflugten går dagligt med engelsktalende tour guide.
- Turen varer ca. 2-3 timer afhængigt af, hvor længe du ønsker at være på stedet.
- Der kan forekomme ventetid ved hjemtransporten tilbage til dit hotel.
- Transporten er en shuttle og ikke en privat transport, så det kan forekomme, at chaufføren må stoppe undervejs på andre hoteller for at hente/bringe andre folk.
- Privat transport kan arrangeres ved tillægsgebyr.
- Børn skal være 18 år for at ryge og drikke alkohol på den Dominikanske Republik. Alle børn under 18 år skal følges med mindst en voksen. Udflugten kan være uegnet for små børn.
- Advarsel: Rygning er yderst skadeligt for dig og dine omgivelser.
Pris per person: USD 15 for voksne / USD 10 for børn fra 2-12 år.
BESTIL DENNE UDFLUGT
Information og priser er vejledende og der tages forbehold for ændringer, som kan forekomme uden varsel.