Sygdom under ferien - Dansk Punta Cana Guide

Sygdom under ferien

Hvis du uheldigvis skulle blive syg, mens du er på ferie i Punta Cana, anbefaler vi naturligvis, at du går til lægen. De fleste hoteller har et 24-timers “medical center” på stedet – spørg i receptionen, hvor det ligger, da det typisk vil ligge lidt gemt af vejen. Lægen vil typisk ikke behandle dig, men sende dig på det hospital som de samarbejder med – Centro Medico Punta Cana, Hospiten, eller andet.

Bor du i en lejlighed eller villa (Airbnb), så kan du enten tage på skadestuen på et af byens hospitaler eller på privatklinikken, Punta Cana Doctors, der også tilbyder hjemmebesøg. Vi bruger selv Punta Cana Doctors, da vi foretrækker en mindre lægeklinik, hvor betjeningen er mere personlig.

Bliver du dog alvorligt syg eller kommer til skade, så er det muligt, at de ikke har midlerne og maskinerne til at behandle dig på privatklinikken og i så fald må du på hospitalet. Både Centro Medico Punta Cana og Hospiten, som er de 2 primære hospitaler i Punta Cana, er ret gode! Se kontaktinformation nederst på siden.

Husk altid at medbringe dit pas, kreditkort og rejseforsikring, hvis du skal til lægen. Ofte kan det være en fordel, hvis du selv lægger ud for regningen hos lægen eller på hospitalet og sender kvitteringen til dit forsikringsselskab bagefter. Det vil ofte være nemmere for alle og gå meget hurtigere.

Mange turister kommer en tur til lægen, fordi de fx ikke har drukket nok væske og er blevet dehydreret, fordi de har fået for meget sol eller har fået dårlig mave. Med lidt sund fornuft kan du selv gøre meget for at undgå disse problemer:

  1. Drik altid rigeligt med væske (uden alkohol) hele dagen igennem – gerne bare vand.
  2. Spis evt. frugt der indeholder masser af væske, når du er på stranden. Det hjælper også med at holde din væskebalance oppe, og du undgår at gå sukkerkold i varmen.
  3. Husk og bruge masser af solcreme og smør dig gerne ind hver 1-2 time, afhængig af hvor meget du går i vandet eller sveder.
  4. Undgå at opholde dig direkte i solen – især midt på dagen.
  5. Tag en solhat eller kasket på, når du er ude i solen og en løs t-shirt, hvis du har været ude længe.

Du kan også spise lidt yoghurt naturel hver dag for at give maven de gode mælkesyrebakterier som holder din tarmflora sund. Sidst, men ikke mindst, kan det være en god ide at holde lidt igen med at spise rå madvarer (som fx salat), der ofte godt kan give problemer.

Har du andre gode råd, som du synes vi skal tilføje, er du velkommen til at skrive til os!

Hospitaler og klinikker i Punta Cana:

Hospiten Bávaro:
Carretera Higüey
Punta Cana – 500 meter fra krydset i Verón
Tel: +1 (809) 686 14 14
E-mail: citasbavaro@hospiten.com
Webside: Hospiten Bavaro

Centro Medico Punta Cana:
Avenida España
Bávaro
Tel: +1 (809) 552 1506
Tel: 24-hour emergency +1 (809) 473 7283
E-mail: infocmpc@gruporescue.com
Webside: www.centromedicopuntacana.com

Punta Cana Doctors (privat lægeklinik):

I PUNTA CANA:
Boulevard 1ro de Noviembre
Edificio Las Arenas
Punta Cana Village
Tel: +1 (809) 959 4002
Tel: 24-hour emergency: +1 (809) 959 4002
E-mail: info@puntacanadoctors.com
Webside: www.puntacanadoctors.com