Dansk Punta Cana Guide

Transport og trafik i Punta Cana

Transport i Punta Cana:

Der er masser af muligheder med hensyn til transport i Punta Cana eller, hvis du skal rejse rundt på den Dominikanske Republik. Du kan enten at tage en bus, køre med taxa eller knallert-taxa, bestille en privattransport og blive kørt i en minibus eller luksus jeep eller selv leje en bil. Hvis du skal længere væk, har du også mulighed for at flyve – enten med indenrigs- eller privatfly eller helikopter.

Gå og cykle i Punta Cana:

Punta Cana er ikke rigtigt en by, hvor man går eller cykler rundt, selvom der er fortov i store dele af Punta Cana og især i Bavaro-området, så kan det være besværligt at gå rundt og der er typisk for meget trafik til at kunne cykle sikkert omkring. Hvis man bor på et ressort, vil man hurtigt opdage, at det er svært at gå uden for ressortområdet, da der ofte er meget langt fra selve lobbyen og ud til hovedindgangen.

Fra de fleste ressorter i Punta Cana er der ikke nem mulighed for at gå ud og opleve ”byen”, da der i Punta Cana findes ikke rigtigt findes en bymidte med en gågade, hvor alt er samlet. Alt ligger meget spredt og samlet i enkelte shopping centre som fx Palma Real Shopping Mall, San Juan Shopping Center, Downtown Mall og Blue Mall Punta Cana. Der er enkelte mindre områder i Punta Cana, fx Los Corales, Bavaro, hvor man kan gå fra sit ressort til små butikker og restauranter, m.m. Der er fortov stort set overalt rundt i Punta Cana, men det er ikke behageligt at gå – mest pga. varmen og solen.

Busser i Punta Cana:

De fleste turister og lokale kører eller bliver kørt rundt i Punta Cana. Hvad angår offentlig transport, så findes der en bybus (guagua – udtales gwa-gwa), der kører rundt i Punta Cana og stopper både, hvor der er officielle stoppesteder og hvor folk står ved vejen og vinker bussen ind til siden. Du kan kun betale med kontanter, og betaler direkte til konduktøren ved indgangen. Når du skal af bussen igen, henvender du til dig konduktøren.

Skal du længere væk end i Punta Cana området kan du tage den lokale exspress bus (Expreso Bávaro), som kører dagligt. Turen til hovedstaden, Santo Domingo, tager ca. 3 timer med stop undervejs, og busserne er ganske komfortable med aircondition og toilet ombord. Undervejs vises der nogle gange film, som med stor sandsynlighed vil være på spansk (eller engelsk med spanske undertekster).

Fra Bávaro og Veron i Punta Cana kører bussen fra busstationen Friusa (ved siden af turist politistationen – SE KORT) med afgang kl. 7.00, 9.00, 11.00, 13.00, 15.00 og 16.00.

Der er også en anden busterminal i Veron ved Plaza Sitrabapu foran BHD banken, som ligger tættere på hoteller i Cabeza de Toro, Puntacana Resort & Club og Cap Cana – SE KORT.

Billetten fra Punta Cana til Santo Domingo koster RD$ 400 – ca. USD 10 per person og købes på stationen, hvor der også er en lille kiosk, så du kan købe lidt drikkevarer og snacks til turen. Det er ikke muligt at købe billetten i forvejen eller online, og det kan anbefales at være på stationen ca. 1 time før afgang – for at sikre at man får plads på bussen. Hvis du vil have yderligere information, kan du gå ind på Expreso Bávaro hjemmesiden (som er på spansk) her www.expresobavaro.com

Taxa i Punta Cana:

Der findes 2 firmaer der opererer alle taxa-vogne i Punta Cana: Veron Taxi og Siutratural Taxi. Du ser dem som regel ikke kører rundt i byen med mindre de har kunder i vognen. Du vil muligvis kunne finde en ledig taxa ved et af shopping centrene, men hvis ikke skal de typisk bestilles via telefon. Det er dyrt at køre taxa i Punta Cana og priserne er fastlagt afhængig af, hvor langt du skal køre og ikke via et taxameter.

Hvis du går rundt i Punta Cana, vil du hurtigt opleve de mange knallerter, der kører rundt og fløjter og vinker efter turister på gåben. Det er motoconchos, knallert-taxa, som tilbyder at køre dig typisk korte distancer mod kontant betaling. De fleste tager 2 passagerer med (uden hjelm) og bevæger sig rundt i trafikken i høj fart. Priserne er ikke faste, og her anbefales det at forhandle om prisen, før turen starter! Hvis du synes, at prisen lyder for høj – så er den med garanti for høj og du bør absolut prutte om prisen.

Turisttransport i Punta Cana:

Langt de fleste turister, der ankommer til den Dominikanske Republik og især til Punta Cana, bliver kørt til deres ressort, eller lign., i små og større busser der ejes og drives af officielle turist transportfirmaer.

De fleste har delt transport inkluderet i deres pakkerejse, hvor de kører sammen med andre turister der skal sættes af på andre hoteller, hvilket kan gøre transporttiden fra lufthavnen mindst dobbelt så lang som den egentlig er.

Du har også mulighed for at bestille en privattransport, så chaufføren der henter dig i lufthavnen venter på dig med et skilt med dit navn på, hjælper dig med bagagen og kører dig direkte til dit ressort – eller hvor du nu skal bo.

Priserne afhænger af hvor langt du skal køre samt antal personer. Kontakt os på info@grouppalmera.com hvis du vil vide mere og bestille en privattransport til din ankomst og/eller hjemrejse.

Billeje i Punta Cana:

Hvis du foretrækker at leje en bil i Punta Cana er der en del forskellige firmaer du kan vælge mellem, bl.a. Alamo, Avis, Budget, Hertz, National, Payless, Sixt, Thrifty, Dollar, osv.

Hvis du lejer en bil via internettet, skal du vær opmærksom på at prisen ofte vil være dyrere i sidste ende, når du skal betale på destinationen, da skatter og afgifter typisk ikke er inkluderet.

Du vil muligvis også skulle betale et depositum (kontant eller som et hold på dit kreditkort) som firmaet holder som garanti i tilfælde af at der sker noget med bilen.

I de fleste tilfælde skal du være fyldt 21 eller 25 år for at kunne leje bil og naturligvis have et gyldigt kørekort. Du behøver ikke at have et internationalt kørekort, da du kan køre bil på den Dominikanske Republik med dit danske kørekort i perioden, hvor dit turistvisum er gyldigt (30 dage).

Trafik og veje i Punta Cana:

Vejene i Punta Cana fejler som sådan ikke noget, men trafikken kan ofte virke lettere kaotisk (især ved vejkryds) – især hvis man ikke er vandt til forholdene.

De fleste lokale har bare ikke den samme viden eller træning med hensyn til færdselsregler, som danskere har.

På den Dominikanske Republik er der højrekørsel, sikkerhedssele er påkrævet og i princippet gælder samme færdselsregner som i Danmark! Det kan dog anbefales at køre defensivt men forsigtigt.

Fartgrænser eksisterer ikke rigtigt (eller overholdes sjældent), så der må køres efter forholdene, trafikken, vind og vejr. Hvis du kører uden for Punta Cana fx til Santo Domingo, skal du medbringe kontanter i den lokale valuta (dominikanske Pesos), da motorvejen er en betalingsvej, hvor der skal betales flere steder inden man når hovedstaden.

Med hensyn til parkering, så er det gratis at parkere alle steder i Punta Cana.

Uber findes ikke i Punta Cana, GPS findes eller fungerer ikke i store dele af den Dominikanske Republik, og der er heller ikke passagertog på den Dominikanske Republik.

Generelle huskeråd til bilkørsel på den Dominikanske Republik:

Uanset om man kommer til den Dominikanske Republik og lejer en bil for første eller for tiende gang, er der ting, man altid lige skal være opmærksom på – bl.a. disse 5 punkter:

  1. Folk blinker typisk ikke, når de skal dreje, overhale eller skifte vejbane.
  2. Folk respekterer ikke den modkørendes vejbane og kører ofte over i modsatte vejbane for at overhale eller køre udenom et køretøj, der holder stille – uanset om der er en modkørende tæt på.
  3. Folk stopper ikke, når de kører ind i rundkørsler. Til gengæld stopper man, når man kører inde i rundkørslen for dem der skal ind – dvs. her er højre vigepligt i modsætning til i Danmark, hvor man har ubetinget vigepligt.
  4. Folk kører på kryds og tværs i et T-kryds, hvor der ofte ikke er lysregulering, og her gælder det virkelig om at holde øjnene åbne. Du må møve dig frem, hvis du skal have håb om at komme videre. Det samme gælder i øvrigt, hvis du skal ud på hovedvejen fra en parkeringsplads eller lign.
  5. Folk kører ofte meget hurtigt og kan godt finde på at overhale i et vejsving eller lige før et sving – uanset om de kan se om der kommer modkørende eller ej.

Derudover kører folk ofte med det lange lys på om aftenen, uanset om der kommer modkørende eller ej. Der kan også godt være fx knallerter uden lys på vejene, og de er jo nemmere at se, hvis man har det lange lys på!

Benzintanke, vejhjælp og færdselspoliti i Punta Cana.

Benzintanke:

Benzintanke findes efterhånden mange steder rundt omkring i Punta Cana, og priserne er per gallon (1 gallon er ca. 3.78541 liter).

Man tanker ikke selv benzin, men kører blot op til standeren, hvor der vil stå en person, som fylder benzin på bilen. Du skal bede om enten regular eller premium samt hvor meget. Hvis du vil have bilen fyldt op, kan du bede om full eller lleno.

Du betaler til samme person, enten med kontanter eller kreditkort. Vær opmærksom på, at der på nogle benzintanke godt kan ske fusk med kreditkort, så hold øje med, om der efterfølgende bliver trukket beløb som du ikke genkender fra dit kort.

Vejhjælp i Punta Cana:

Flere steder på motorvejene i Punta Cana og på den Dominikanske Republik holder der hvide-orange biler med MOPC-logo, som godt kan ligne politibiler. Det er dog ikke politi men en slags 24-timers vejhjælp, som rykker ud, hvis billister får problemer på motorvejen. De hjælper ved alt fra et punkteret dæk til ulykker og kan hurtigt ringe efter yderligere assistance, hvis det er nødvendigt.

Færdselspoliti i Punta Cana:

Færdselspolitiet på den Dominikanske Republik hedder AMET (Autoridad Metropolitana de Transporte) og du vil genkende dem på de grønne uniformer (mørkegrønne bukser og lysegrøn skjorte).