Tyveri på ferien i Punta Cana den Dominikanske Republik

Tyveri på ferien i Punta Cana

Tyveri sker (desværre) overalt i verden – og kan naturligvis også forekomme på ferien i Punta Cana. Du har måske lige så stor chance for at få stjålet sin pengepung i Danmark som på den Dominikanske Republik – hvis du ikke passer på.

Det er en god ide at have mere end 1 kreditkort med på ferien (udover kontanter), og at opbevare dem forskellige steder. Brug naturligvis pengeskabet på dit hotelværelse til at opbevare værdigenstande som pung, pas, m.m. og vær opmærksom på, hvor du har dine penge, når du går ud. De kort og kontanter du har på dig, kan du fordele så de ikke ligger samme sted fx i tasken eller rygsækken. Hvis en lommetyv skulle snuppe noget fra et sted, har du stadigvæk penge/kreditkort tilbage og står forhåbentlig ikke på fuldkommen bar og tom bund.

Hvis du nu alligevel skulle miste ALT – både kreditkort og kontanter, og du ikke kender en eneste sjæl, hvor du befinder dig, så kan du altid søge hjælp på det danske konsulat i Santo Domingo. De tilbyder faktisk at din familie/venner kan overføre penge til deres konto, hvorefter ambassaden/konsulatet så udbetaler dig pengene i den lokale valuta. Servicen er dog ikke gratis, men koster ca. 960 kroner per påbegyndt time som det tager at hjælpe dig.

Du skal naturligvis også huske at spærre dit kreditkort med det samme og melde det stjålet.

Snak med personalet på dit hotel, din rejseleder eller din lokale guide og få hjælp til at melde tyveriet hos det lokale politi. Ring til dit forsikringsselskab og spørg, hvilke dokumenter de skal bruge fra dig for at behandle og dække tyveriet. Du vil bl.a. bruge en politirapport til dit forsikringsselskab.

Hvis du mister dit pas i udlandet, skal du kontakte det danske konsulat i Santo Domingo, som kan udstede et midlertidigt pas til dig, mod et gebyr på op til 5580 kroner afhængig af omstændighederne:

Det danske konsulat i Santo Domingo:
Diamond Mall, 2do piso, local 10B
Avenida Los Preceres
Santo Domingo

Honorær konsul:
Sven Holmbom
svehol@umgate.dk
Tel. +1 809 334 5906

Hvis din hjemrejse til Danmark går via USA, skal du dog være opmærksom på, at du ikke vil kunne rejse ind i USA med et nødpas som kun er et midlertidigt pas. Det samme kan være gældende for andre lande. I så fald må du kontakte dit rejsebureau eller flyselskabet for at ændre din flybillet.