Trafikken i Punta Cana

Vejene i Punta Cana er blevet betydelig bedre i løbet af de seneste år. Der er virkelig en verden til forskel på infrastrukturen nu og dengang Anders og jeg flyttede til Punta Cana i 2005. Dengang var vejene slidte, og der var huller overalt – ofte meget store huller som kunne gøre nok så ondt, hvis man ikke var heldig eller opmærksom nok til at undvige dem. Når det regnede blev hullerne tit større, eller der kom flere af dem.

Nu er det dog en helt anden historie. Der er stadig huller nogle steder, men det er efterhånden et særsyn. Vejene i Punta Cana området blev for nogle år siden totalrenoverede, der kom fortove op alle steder og en ny forbindelse til Santo Domingo (udenom byerne Higuey og La Romana) kom til og halverede næsten køretiden til hovedstaden.

Der er også kommet lyskryds med fodgængeroverfelter tre steder i byen – nogle gange dur de dog ikke, og så er det et kaos med at finde ud af, hvem der kører først…hvem der tør. Folk i byen har bestemt også fået meget flottere biler i de sidste par år, og de fleste kører efterhånden i nye(re) biler, som nu også kan købes i Punta Cana, hvor der er åbnet et par bilforhandlere.

I ”gamle dage” var der kun to benzinstationer – Texaco som ligger i Friusa delen af byen og Shell som ligger ude i Veron i nærheden af lufthavnen. I dag ligger der stort set en benzintank på hvert gadehjørne. Det er overdrevet sagt, men det føles næsten sådan. Der er i hvert fald 6 forskellige steder at tanke benzin i dag.

Uheldigvis er folk ikke blevet så meget bedre til at køre bil – det føles i hvert fald ikke sådan. Det er stadig meget lovløst herovre, og man kan godt køre uden kørekort, selvom man har drukket og snakke i mobiltelefon…hvis man vil. Flere steder holder der nu biler 24 timer i døgnet, som godt kan ligne politibiler. Det er dog ikke politi men en slags vej-assistance, som rykker ud, hvis billister får problemer på vejen. De hjælper ved alt fra et punkteret dæk til ulykker og kan hurtigt ringe efter yderligere assistance, hvis det er nødvendigt.

Det er alt sammen rigtig godt for de lokale samt for de turister, som lejer biler her – og dem er der efterhånden flere af. Uanset om man kommer til Punta Cana og lejer en bil for første eller for tiende gang (eller kører her til hverdag), er der ting, man altid lige skal være opmærksom på – bl.a. disse 5 punkter:

  1. Folk blinker typisk ikke, når de skal dreje, overhale eller skifte vejbane.
  2. Folk respekterer ikke den modkørendes vejbane og kører gladelig over i modsatte vejbane for at overhale eller køre udenom et køretøj der holder stille – uanset om der er en modkørende tæt på.
  3. Folk stopper ikke, når de kører ind i rundkørsler. Til gengæld stopper man, når man kører inde i rundkørslen for dem der skal ind – dvs. her er højre vigepligt i modsætning til i Danmark, hvor man har ubetinget vigepligt.
  4. Folk kører på kryds og tværs i et T-kryds og her gælder det virkelig om at holde øjnene åbne.
  5. Folk kører ofte meget hurtigt og kan godt finde på at overhale i et vejsving eller lige før et sving – uanset om de kan se om der kommer modkørende eller ej.

Derudover kører folk ofte med det lange lys på om aftenen, uanset om der kommer modkørende eller ej. Der kan også godt være fx knallerter uden lys på vejene, og de er jo nemmere at se, hvis man har det lange lys på!

Pas for resten på knallerterne – de er overalt og folk kører som vinden blæser, så man ofte selv må ryste på hovedet og undre sig over, om de dog ikke har deres eget liv kært. De overhaler indenom og udenom og kører på kryds og tværs og stopper bare uden at give tegn og blinker heller ikke.

…så pas på derude i trafikken og rigtig god tur, hvor end du nu skal hen.

One thought on “Trafikken i Punta Cana

  1. Det ser rigtig fint ud,og det er da flotte biler man kører i hos jer Kh til jer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s