På udflugt til Saona Island – Bounty Island (del 2)

Efter omkring 10 minutters sejlads vores speedbåd på vej mod Saona Island sænker kaptajnen farten. Vi nærmer os et område tæt bevokset med mangrove og sejler stille gennem skoven, hvor der er en enkelt, smal åbning som vi lige netop kan sejle igennem. Alle kigger begejstrede på de fantastiske flotte træer, der vokser direkte ned i vandet og det rodnetværk, som holder dem oppe. Vandet er rigt med dyreliv, og vi ser flere forskellige fisk undervejs.

Så er vi ude igen, og kaptajnen sætter atter farten lidt op, så vi kan komme hen til den ”naturlige swimmingpool”, hvor vi gør et kortvarigt ophold. Den naturlige pool er et bestemt sted i havet, hvor vandet er som i en swimmingpool – fuldstændigt stille, varmt, klart… og så går det kun en til navlen. Vi hopper i og nyder følelsen af det bløde vand, der bare kærtegner huden og kroppen. Det er virkelig en luksuriøs følelse, der næsten ikke kan sættes ord på.

Den naturlige swimmingpool

Den naturlige swimmingpool

Guiden springer også i vandet og finder store, orange søstjerner frem som der er masser af i området. Folk bliver endnu mere begejstrede, og der bliver taget en hel del billeder af søstjernerne som er flotte og på sin vis magiske. De fleste tænker dog ikke på, at disse rent faktisk er levende dyr, som ikke kan trække vejret over vandet, så guiden må flere gange bede folk om at holde dem i vandoverfladen, så de lige akkurat er dækket med vand.

Alt imens er kaptajnen gået i gang med at servere drinks fra båden. Vi er jo tørstige mennesker, så han får travlt med at diske vand, sodavand samt rom og cola‘er overbord i små plastikkrus.

Efter cirka 10 minutter er det tid til at komme videre. Kaptajnen samler plastikkrusene sammen (ingen forurening her, tak) og så snart vi alle har fået sat os til rette på vores pladser med vores redningsvest på, kan vi sejle videre. Det varer ikke længe før vi når den vestlige side af Saona Island, og kaptajnen igen sænker farten for endeligt at kunne komme i land. Båden kan sejle helt ind på land så vi blot skal hoppe over og gå et par skridt op på den kridhvide sandstrand.

Ren afslapning og nydelse på Saona Island

Hvert udflugtsfirma har sit lille område på stranden, og det første vi får at vide, er, hvor vi må opholde os. Der er fint på ”vores” strand, masser af liggestole og palmer der giver en dejlig skygge. Længere henne er der en bar, hvor vi kan få vand, sodavand, øl og rom. Der er også toiletter, en scene til underholdning, et spiseområde, og en strand volleyball bane. Så snart guiden har givet os de vigtigste instruktioner, bliver vi sluppet løs og kan gøre som vi vil.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, så solcremen skal findes frem – hurtigt! Det er en god ide at huske den, for man kan virkelig blive stegt på øen, hvis man ikke passer på…

Alle nyder stedet i fulde drag. Det er tydeligt nok at se. Der er nogle der svømmer i havet, mens andre ligger og soler sig og nogle går en tur hen ad stranden. Jeg selv finder mig et sted i skyggen, hvor jeg kan slappe lidt af.

Det varer ikke længe før der dukker et par lokale op på stranden, som sælger smykker…typiske turistsmykker. Lidt efter kommer der et par damer rundt og spørger, om folk har lyst til at få en massage eller vil have lavet fletninger i håret. Nej tak, jeg skal ikke have noget af det, men der er da et par af de andre, som ”hopper på den”.

Ved 12:30-tiden bliver der pludseligt kaldt til frokost, og det kunne ikke passe bedre. Man bliver jo unægtelig sulten af at boltre sig i havet, og af al den afslapning i solen. Der er sat en fin buffet op med lidt af hvert, og maden ser og dufter forrygende.

Der grilles kylling, koteletter og fisk til frokosten på Saona Island

De søde, smukke piger, der arbejder både som tjenere, bartendere og underholdning, øser ris, pasta og brød op på vores tallerkner, når vi går forbi i køen. Lidt længere henne er der en salatbar som vi selv må tage af. Ved siden af buffeten står kokken og griller kylling, koteletter og fisk på en stor kulgrill. Der mangler egentlig ikke noget her. Folk sætter sig på træbænkene ved bordene, mens nogle finder tilbage til deres liggestole og nyder maden der. Til dessert er der frisk ananas, melon, papaya og kokosstykker.

Et par timer senere, hvor der i mellemtiden har været underholdning med dans på scenen, mere solbadning, mere svømning, og et par runder strand volleyball…er det desværre blevet tid til at sige farvel til paradiset. Alle mand går endnu engang om bord på speedbåden, og kaptajnen sejler os ud til katamaranen, som skal sejle os tilbage til havnen i Bayahibe, hvor bussen venter på os.

Pigerne, som har været så søde at underholde os på stranden, tager med og serverer drinks på katamaranen. Sejlturen tilbage til havnen tager omkring 2 timer, og trætheden begynder nu så småt at indfinde sig. De fleste sidder eller ligger bare og slapper af, men de nyder katamaranens blide vuggen og lytter til bølgerne, der skvulper langs siderne.

På katamaran fra Saona Island tilbage til Bayahibe

Der opstår et øjebliks begejstring, da en flok flyvefisk pludselig springer ud af vandet ved siden af katamaranen. De er dog hurtigt væk igen. Nogle turister har før set vilde delfiner på samme sejltur – det gad jeg godt at se, men desværre er vi ikke så heldige i dag.

Vi ankommer tilbage til havnen og den lille strand, ligesom solen er gået ned og tusmørket så småt kryber frem. Ved havnen står en masse små børn, som ivrigt tilbyder at hjælpe med at vaske fødder eller bære tasker i håb om at kunne tjene lidt penge inden dagen er omme. Der er også en mand som sælger is henne ved vores bus – ret hensigtsmæssigt.

Bussen kører os tilbage til Punta Cana efter en lang og uforglemmelig dag. Trætheden har for alvor sænket sig over gruppen, og busturen forløber sig i al stilhed, mens enkelte falder i søvn, inden vi når hotellet igen.

* * *

Hvis du har fået lyst til selv at tage en tur til Saona Island og opleve dette paradis for en dag, så læs mere HER

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s