Vejret i Punta Cana

Det er jo sådan vejret i Punta Cana skal være - solskin og blå himmel

Det er jo sådan vejret i Punta Cana skal være – solskin og blå himmel

“Hvordan er vejret?” er vel nok et af de spørgsmål som folk oftest stiller. Selvom vi absolut ingen kontrol har over vind og vejr, så er det alligevel konstant med i vores tanker og overvejelser, når vi skal planlægge vores dagligdag og især, når vi skal planlægge vores ferie. Vi får hele tiden vejrudsigten fra radioen, fjernsynet eller på internettet, og det endelige resultat er oftest under al kritik, uanset hvad det så end er.

Det er klart at ingen rigtigt gider at tage på ferie til Caribien, hvis der er chance for at det plasker ned hele tiden, men det gør det nu sjældent – i hvert fald ikke her i Punta Cana og sådan skal det jo et eller andet sted også være. Når folk tænker på Caribien, så er noget af det første, der falder dem ind masser af solskin, palmer og hvide sandstrande!

Jeg må indrømme, at jeg altid ryster lidt på hovedet, når turister spørger, hvordan vejret bliver i Punta Cana i morgen, i overmorgen, i næste uge…eller om fem måneder og tænker ved mig selv; “hvordan i alverden skulle jeg dog vide det?”

Men et eller andet må jeg jo svare, så det gør jeg noget i stil med, at vejret lover på solskin med spredte skyer, chance for et par regnbyger i løbet af dagen og en frisk brise fra havet. Det skulle vist dække det værste uden at være helt hen i vejret! Sandheden er, at når man kigger på vejrudsigten på internettet for Punta Cana, så får man som regel denne fantastiske blanding af “lidt af hvert”.

Turister går som regel mere eller mindre i panik, hvis der står, at det bliver regnvejr HELE ugen, mens de har planlagt ferie i Punta Cana, og så kan man roligt sige, at de bare skal slappe af, for vejrudsigten holder alligevel aldrig helt 100%.

Hvis der er udsigt til REGN, REGN og atter REGN så frygt ikke! Regnbyger her i Punta Cana er af en eller anden mærkværdig årsag meget lokalt. Det sker således ofte, at det regner et sted, mens solen skinner fra en skyfri himmel en halv time væk – i den anden ende af byen. Og sådan er det bare. Men som “hovedregel”, så regner det meget ofte om aftenen, om natten og i de tidlige morgentimer (det er bl.a en af grundene til at her er så frodigt, hvilket overrasker mange turister!), mens det er solskin eller lettere overskyet i løbet af dagen. Hvis det regner om dagen, så kommer regnen oftest kun som en kraftig byge (a la et dansk skybrud), der varer cirka 5-10 minutter, hvorefter solen igen brager igennem.

Det eneste tidspunkt, hvor jeg har oplevet at det har regnet HELE dagen eller i flere dage i træk, er når der har ligget et tropisk lavtryk eller lignende i området i løbet af orkansæsonen, som varer fra juni til november, og som jeg skrev om for små to uger siden (se evt. blogindlægget HER). I løbet af året er der dog størst mulighed for regnvejr i september og oktober måned.

Nogle gange er vejret i Punta Cana ikke lutter lagkage

Nogle gange er vejret i Punta Cana ikke lutter lagkage

Temperaturen:

Temperaturen i Punta Cana ligger meget stabilt hele året på mellem 25 og 33 grader. Om sommeren er det lidt varmere end om vinteren (!) og vi følger samme sommer og vinter perioder som i Danmark, eftersom Punta Cana også ligger på den nordlige halvkugle.

Sidste år blev den varmeste temperatur målt til omkring 40 grader og den koldeste til omkring 17 grader i følge vejrsiden Wunderground. Luftfugtigheden er relativ høj, og kan få det til at føles meget varmere end det egentlig er. Luftfugtigheden er typisk højere om aftenen og om natten. I dag lå den fx på mellem 89% (målt klokken 02.00) og 65 % som blev målt klokken 11.00 og klokken 14.00.

Solopgang og solnedgang:

Punta Cana og den Dominikanske Republik ligger tæt på ekvator, hvilket betyder, at der er lyst ca. 12 timer i døgnet, uanset om det er sommer eller vinter. De lange, lyse sommeraftener, som findes i Danmark, må man kigge længe efter her (hvilket jeg nogle gange godt kan savne), hvor solen går ned omkring klokken 18.30 om efteråret og vinteren, og det bliver bælgragende mørkt mindre end en halv time derefter. I dag stod solen op kl. 06.24 og gik ned klokken 18.20. Klokken 07.00 er det allerede “frygteligt” varmt og klokken 18.55 er det allerede mørkt. Om sommeren er det lyst lidt længere, men ikke meget mere end en time.

Uanset om solen skinner fra en skyfri himmel, eller om der er lidt skyer, så er det en rigtig god ide altid at huske at bruge solcremen – og gerne masser af den. Solen er enormt kraftig her, og jeg hører ofte fra folk, som har rejst overalt i verden, inklusiv fx Thailand, Afrika og andre meget varme steder, at de synes solen giver mere her. Nyd solen – med måde og respekt så du får det meste ud af den, uden at du kommer til at fortryde det senere hen.

– – –

Facts er hentet fra siden www.wunderground.com som er en udemærket hjemmeside til at tjekke vejrudsigten samt hvis der skulle være tropiske storme eller orkaner i området. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s