Søndag i Punta Cana

I lavsæsonen er søndag som regel vores hviledag i Punta Cana, selvom der sagtens kan laves en masse. I lavsæsonen fra maj til november er der ingen problemer med at holde fri mindst en gang om ugen, mens det i højsæsonen ofte kun sker sjældent.

De fleste mennesker tror, at livet i Punta Cana kun er sol, strand, palmer og kolde drinks…og det kan det nogle gange også godt være. Men som regel arbejder vi så meget, at vi nogle gange nemt kommer til at tage visse ting for givet og glemmer at nyde de omgivelser som vi nu engang er så heldige at have. Strandene i Punta Cana er uden tvivl nogle af verdens smukkeste og kan tage pusten fra de fleste…også fra mig selvom jeg har set dem tusinder af gange og har taget hundredvis af billeder af dem. For mig er et par timer på stranden det rene luksus, og jeg forsøger at komme afsted så ofte jeg kan.

Strandene i Punta Cana er uden tvivl nogle af verdens smukkeste.

Anders elsker at fiske. For 10 år siden ville han nok uden tvivl havde prioriteret golfen, men det seneste år eller to er fiskeri kommet på førstepladsen over yndlingsaktiviteter, når der skal holdes fri og slappes lidt af.

Efter 2 hele dage foran fjernsynet (der var Ryder Cup i weekenden!), syntes han, at det var på tide at komme lidt ud af sin “man cave”. 12 timer foran fjernsynet i 2 dage kan vist være lidt for meget af det gode, så vi besluttede os for at køre en tur til Puntacana Resort & Club, som ligger ved siden af Punta Cana lufthavnen, ca. 20 minutter fra vores hus.

Anders ville fiske, og jeg kunne passende tage med og ligge på stranden.

Vi kom ud til stranden ved klubhuset på La Cana golfbanen ved 9.30-tiden. Det var let overskyet. Stranden var tom bortset fra 3 gutter, der gik og samlede tang sammen, som var skyllet i land i løbet af natten. Det virkede næsten som en umulig opgave, men de så ud til at tage den i stiv arm. Lidt efter kom en anden gut og begyndte at feje blade sammen på stranden.

Gutterne samler tang sammen som er skyllet i land i løbet af natten.

Vi gik et stykke ned langs stranden mod Tortuga Bay hotellet. Der var heller ingen mennesker, og det føltes næsten som om vi var på en øde ø. Anders besluttede sig for at stoppe lidt og fiske. Han gik ud i vandet med sin spritnye fiskestang, og jeg satte mig på et håndklæde og begyndte at læse i en bog. Et par minutter senere råbte han pludselig…fiskestangen var knækket! Sådan noget møg! Heldigvis havde han taget en anden stang med, så vi fortsatte lidt længere ned langs stranden. Vi fandt et andet sted, og Anders tøffede ud i vandet igen. Solen var netop kommet frem, og de tunge mørke skyer, som havde skjult den, var nu borte. Vi blev der i ca. 1 time, men da der ingen fisk var (i hvert fald ingen som gad at bide på krogen), besluttede vi os for at gå tilbage til klubhuset.

Uheldigvis var der ingen fisk der gad at bide på krogen her.

Anders gik ud på badebroen og kastede linen i vandet. Der var kommet lidt mennesker på stranden nu, som lå og solede sig. Pludselig begyndte han at råbe … der var bid! Jeg styrtede ud på badebroen for at kigge og tage billeder. Han havde fanget en lille Jack fisk, som dog var for lille til at tage med hjem. Plop! Han smed den ud i vandet med den igen.

Han havde fanget en lille Jack fisk, som dog var for lille til at tage med hjem.

Jeg havde dårligt fået lagt mig igen på min solseng, før han igen begyndte at råbe ude fra badebroen. “Årh, den er stor!” … jeg styrtede derud igen. Og dennegang var det en stor fisk. Fiskestangen bukkede og linen løb…fisken var på vej væk i håb om frihed. Han fik den trukket den anden vej og væk fra nogle rør, der stak ud fra golfbanen.

Han gik ind fra badebroen og trak fisken hen langs stranden. De kæmpede mod hinanden i ca. 15 minutter, inden fisken tabte pusten og endelig overgav sig. Stille og roligt kunne han trække den i land og glæde sig over, hvor stor og flot den var. Det var endnu en Jack fisk. Folk kom hen til os fra stranden, og et par af de ansatte kom ned fra klubhuset for at kigge på fisken. En af de ansatte skød den til at veje ca. 11 pund.

Og dennegang var det en stor fisk. En af de ansatte skød den til at veje ca. 11 pund.

Vi tog fisken med hen til badebroen og pakkede den i en plastikpose. Lidt efter kom kokken styrtende ned fra klubhuset og hen til os på stranden, mens han spurgte “¿Y el tiburón…Donde está?” (Og hajen…hvor er den?).

Anders var gået ud på badebroen igen. Jeg pegede hen på posen som kokken gik hen til og løftede op i, så han kunne se fisken. Han rystede lidt på hovedet og kiggede et øjeblik længselsfult ud mod badebroen, hvor Anders igen havde kastet linen i vandet. “El sabe mucho”, (han ved meget) sagde han så, inden han vendte sig om og gik tilbage til klubhuset.

I mellemtiden var der pludselig kommet nyt publikum. Gutterne som hele tiden havde haft travlt med at arbejde på 18. green få meter fra badebroen var nu allesammen stoppet op og stod og kiggede på Anders.

I mellemtiden var der pludselig kommet nyt publikum.

Den sidste fisk som Anders fangede var en mellemstor Barracuda, men den smed han også tilbage i vandet, da den ikke var værd at spise. Vi kørte hjem med den store fisk, som straks blev filleteret, og et lille stykke af den blev stegt til en god frokost.

Den sidste fisk som Anders fangede var en mellemstor Barracuda.

…en dejlig søndag i Punta Cana!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s